Kørere »

Kevin Magnussen

--- 2014 F1

--- 2015 F1

--- 2016 F1

--- 2017 F1

--- 2018 F1

--- 2019 F1

Kevin Magnussen »

Kevin Magnussen - Jyllandsringen 2009
Foto: Jokum Tord Larsen

Fødselsdag: 5-10-1992

Kevin Magnussen har så at sige været øremærket til Formel 1 helt fra lille. Da han blev født var hans far, Jan Magnussen, godt i gang med at opbygge sin karriere i England og da Kevin var 2 år debuterede Jan i Formel 1 for McLaren alt imens Kevin for første gang sad i en go-kart.

Ingen var således overraskede, da Kevin Magnussen nogle år senere dukkede op i go-kart verdenen for alvor og begyndte at vinde løb. Som 15-årig skiftede han til biler og vandt allerede i sin første sæson Danmarksmesterskabet i Formel Ford. Nok så vigtigt blev der på samme tidspunkt også skabt en kontakt til McLaren. Mens Jan Magnussen kørte for McLaren havde Ron Dennis nemlig sendt Kevin et fødselsdagskort med at opfordring til at ringe, hvis han blev lige så god som sin far. Den opfordring blev fulgt og et møde kom i stand.

I de følgende år holdt McLaren øje med Kevin og et par år senere kom han ind i deres udviklingsprogram for unge kørere. Nu skulle der resultater på bordet, hvilket der kom og med et mesterskab i Formel Renault 3.5 i 2013 var vejen banet til debut i Formel 1 for McLaren i 2014.

Og hvilken debut - Kevin Magnussen endte på podiet i sit første løb og 3. pladsen blev oven i købet lavet om til en 2. plads, da en forankørende blev diskvalificeret efter løbet. Men så blev det hverdag igen. McLarens 2014-bil viste sig ikke at være helt konkurrencedygtig og det blev ikke til flere podier resten af sæsonen. Derefter blev Kevin Magnussen degraderet til reservekører for at gøre plads til Fernando Alonso.

Et år på sidelinien hos McLaren blev fulgt af et skift til Renault, hvor det dog også kun blev til et år inden Kevin fandt sig en mere blivende plads hos Haas-teamet. Her fandt han sig til rette og har igennem flere sæsoner været deres bedste kører.

Et lille kuriosum er også, at med skiftet til Haas blev Kevin den eneste kører, som har kørt med motorer for alle de 4 motorleverandører i Formel 1.

Danskerbiler.dk © 2007