Kørere »

Thorkild Thyrring

--- 1993 Le Mans

--- 1994 Le Mans

--- 1995 Le Mans

--- 1999 BGTC

--- 2005 Le Mans

--- 2006 Le Mans

Thorkild Thyrring »

Thorkild Thyrring - DTC 2003

Fødselsdag:24. oktober 1946
Hjemmeside:Ingen

Thorkild Thyrring har været involveret i motorløb i en menneskealder - på en eller anden måde, har han altid været der. Men der, hvor han for alvor begynder at tone frem på radaren er i begyndelsen af 70'erne, hvor han kører i den dengang nye klasse: Formel Ford. Her er han fra starten med fremme i kampen om Danmarksmesterskabet, som han dog aldrig vinder. To andenpladser i 1972 og 1973 er det tætteste han når.

Herefter søgte Thorkild Thyrring mod udlandet. Først i Formel 3, men det var i sportsvogne, han markerede sig, da han i perioden 1982-1985 3 gange vandt Europamesterskabet i Sports 2000.

Herefter drejede karrieren sig over imod lidt større sportsprototyper og han debuterer i 1985 i VM i gruppe C2. Dermed kommer Le Mans også ind i billedet og i 1987 bliver han den tredje dansker, som fuldfører 24-timers løbet. Det sker på en 10. plads, hvilket også på det tidspunkt var det bedste danske resultat.

Et højdepunkt i karrieren nås i 1988, hvor Thorkild Thyrring bliver nummer 3 i VM for gruppe C2 med 3 sejre. Men få år senere er gruppe C ved at gå nedenom og hjem og det bliver i stedet i England, Thorkild Thyrring igen dukker op i det britiske GT-mesterskab. Her kører han i det meste af 90'erne med klassemesterskaber i 1993, -94 og -95 som de bedste resultater.

Thorkild Thyrring har hen over årene deltaget mange gange i 24-timers løbet på Le Mans, men dog hidtil uden at kunne overgå sin generelle 10. plads fra 1987.

I Danmark har Thorkild Thyrring altid være en kendt personlighed - på godt og ondt. Men fra sidst i 90'erne har han fået megen positiv omtale i medierne for at stå bag arrangementer, hvor kendte racerkørere kører ture med betalende tilskuere til fordel for forskellige velgørende formål. Arrangementerne har været - og er stadig - uhyre populære og der er blevet samlet mange penge ind til organisationer som Røde Kors og Kræftens Bekæmpelse.

Danskerbiler.dk © 2007