Michel Nykjær »
|
Michel Nykjær - 2008 DTC
|
Som så mange andre motorsportstalenter begyndte Michel Nykjær sin karriere i go-karts. Men i løbet af teenage årene viste det sig, at Michel nok måtte se en anden vej end den traditionelle, hvor man fortsætter i formel racere efter go-kart årene. Rent fysisk var Michel ganske enkelt en stor dreng og det er et handicap - både i go-karts og i formel racere, som ikke levner mere plads end absolut nødvendigt til en kører.
Der kom derfor tag over hovedet i en standardvogn og ret hurtigt gjorde Michel opmærksom på sig selv. Af flere grunde. Han valgte at køre i en dieselbil - hvilket absolut ikke var almindeligt først i '00erne - og så var han oven i købet konkurrencedygtig i oliebrænderen. Faktisk var han tæt på at blive Danmarksmester i Yokohama Cuppen i 2001, men måtte nøjes med en andenplads. Den blev så vekslet til et mesterskab det efterfølgende år, men da var raceren skiftet ud med en benzinudgave.
I de år var det danske DTC-mesterskab i en rivende udvikling og det var naturligt for Nykjær af stige op i graderne til landets førende standardvognsklasse. Her blev han også hurtigt en del af førerfeltet og kunne tage mesterskabet i 2007 i en Seat og efterfølgende igen i 2009 i en Chevrolet.
På dette tidspunkt var øjnene så småt blevet rettet mod udlandet. I 2007 og 2008 vandt Michel Nykjær Europamesterskabet for Touring Cars og efter en lille forsmag på WTCC i et enkelt løb i 2009 blev der kørt fuld VM-sæson i 2010 og 2011. Michel markerede sig flot i feltet og var i 2011 kun sølle to point fra at vinde privatkørernes mesterskab.
I 2012 skiftede han til at køre for Chevrolet i Sverige med focus på den svenske mesterskabsserie, hvor det blev til en 3. plads, men året efter var han igen tilbage i WTCC. Det svenske mesterskab havde skiftet reglement til en ny vogntype og hans svenske team rettede derfor øjnene mod WTCC med Michel som kører - og desværre også med et stramt budget. I 2013 kæmpede de hårdt om sejren i cuppen for privatkørere, men tempoet var så højt, at Michel også var i stand til at vinde løb generelt. Det blev til 3 generalsejre og adskillige podiebesøg, men desværre sluttede sæsonen tidligt. De sidste 5 løbsweekender i mesterskabet var alle udenfor Europa og med 3 tilbage måtte teamet kaste håndklædet i ringen. Det blev derfor 'kun' til en 3. plads blandt privatkørerne og en 7. plads generelt.
TCR klassen var nu på vej til at blive førende indenfor standardvogne og i 2015 forsøgte Michel Nykjær sig i denne klasse, hvor man dette år for første gang kørte om et internationalt mesterskab. Igen var der løbssejre på resultatlisten - men igen måtte han også afbryde sæsonen før finaleløbene. Herefter vendte han tilbage til danske løb og vandt det danske mesterskab i SuperTourisme klassen i både 2016 og 2017.
Antal modeller: 1 Antal byggesæt: 0
|